Hvad er karakteristikaene for polypropylen (PP)?

Nogle af de vigtigste egenskaber ved polypropylen er:
1. Kemisk resistens: Fortyndede baser og syrer reagerer ikke let med polypropylen, hvilket gør det til et godt valg til beholdere med sådanne væsker, såsom rengøringsmidler, førstehjælpsprodukter og mere.
2. Elasticitet og sejhed: Polypropylen vil virke elastisk over et vist udbøjningsområde (ligesom alle materialer), men det vil også opleve plastisk deformation tidligt i deformationsprocessen, så det betragtes generelt som et "sejt" materiale. Sejhed er et teknisk udtryk, der defineres som et materiales evne til at deformere (plastisk, ikke elastisk) uden at gå i stykker.
3. Træthedsmodstand: Polypropylen bevarer sin form efter megen vridning, bøjning og/eller fleksion. Denne egenskab er især værdifuld til fremstilling af levende hængsler.
4. Isolering: Polypropylen har en meget høj modstandsdygtighed over for elektricitet og er meget nyttigt til elektroniske komponenter.
5. Transmissivitet: Selvom polypropylen kan gøres transparent, produceres det normalt med en naturlig uigennemsigtig farve. Polypropylen kan bruges til anvendelser, hvor en vis lysoverførsel er vigtig, eller hvor det har æstetisk værdi. Hvis der ønskes høj transmissivitet, er plasttyper som akryl eller polycarbonat bedre valg.
Polypropylen klassificeres som et "termoplastisk" (i modsætning til "termohærdende") materiale, hvilket har at gøre med den måde, plastikken reagerer på varme. Termoplastiske materialer bliver flydende ved deres smeltepunkt (omtrent 130 grader Celsius i tilfælde af polypropylen).
En vigtig nyttig egenskab ved termoplast er, at de kan opvarmes til deres smeltepunkt, afkøles og genopvarmes igen uden væsentlig nedbrydning. I stedet for at brænde, flyder termoplast som polypropylen, hvilket gør dem nemme at sprøjtestøbe og derefter genbruge.
I modsætning hertil kan termohærdende plast kun opvarmes én gang (typisk under sprøjtestøbningsprocessen). Den første opvarmning får termohærdende materialer til at hærde (svarende til en 2-komponent epoxy), hvilket resulterer i en kemisk ændring, der ikke kan fortrydes. Hvis man forsøgte at opvarme en termohærdende plast til en høj temperatur en anden gang, ville den simpelthen brænde. Denne egenskab gør termohærdende materialer til dårlige kandidater til genbrug.